BAGGRUND
“Når jeg kigger på mine medstuderende, ser jeg middelklassens hvide unge. Den er jo helt gal! Det er os, der kommer til at dække Danmark og vores øjne samfundet bliver set og gengivet igennem.”

Sådan sagde min datters kammerat Carl, da han netop var begyndt på sin drømmeuddannelse på Journalisthøjskolen (DMJX). Han rammer lige ned i mediebranchens største udfordring og dermed også samfundets og demokratiets: Mangel på journalister med forskellige etniciteter og sociale baggrunde.

Når mange af de studerende senere får prestigefyldte job på de store redaktioner i hovedstaden eller på universiteterne som undervisere, bliver de samtidig til overklassens hvide voksne og en del af den mediebobbel, som flere undersøgelser har dokumenteret findes. De kommer dermed endnu længere væk fra underrepræsenterede grupper, hvilket igen forstærker problematikken.

KONSEKVENS
Dette gør det svært at sikre mangfoldigheden på landets redaktioner. Slots og Kulturstyrelsen dokumenterede sidste år, at mediebranchen er dem, der har tredje færrest ansatte med anden etnisk herkomst. Kun 5,6 procent af de ansatte i danske medievirksomheder har anden etnisk herkomst end dansk. Licensfinansierede medier scorer lavest.

Dette får konsekvenser for dækningen af borgere med etnisk minoritetsbaggrund. Således dokumenterede rapporten "Dem vi taler om” i 2017 en manglen på repræsentation blandt kilder med etnisk minoritetsbaggrund i danske medier. Kun 4 procent af kilderne havde etnisk minoritetsbaggrund, hvilket var færre end i 2012. Kvinder med etnisk minoritetsbaggrund var dobbelt underrepræsenterede og udgjorde kun en tredjedel af kilderne. Også den underrepræsentation var øget.

Når kilderne endelig blev spurgt var det typisk ift. samme emner som kriminalitet, integration og islam, og gruppen er dermed også misrepræsenteret.
Den manglende repræsentation ses også andre steder som i tv-og radioprogrammer.

Det unuancerede og stereotype mediebillede risikerer at forstærke fordomme i samfundet. Det bliver ekskluderende og kan påvirke gruppen negativt. Deres muligheder og selvværd. Medierne har derfor et samfundsansvar og en demokratisk forpligtelse til at sikre en langt mere inkluderende, repræsentativ og nuanceret dækning. 

Det hele fører tilbage til første led i fødekæden: Der er for få journaliststuderende med flerkulturel baggrund.

VIDEN OG HANDLING
Men hvorfor er det sådan? Hvorfor søger disse unge ikke ind på journalistuddannelserne? Eller søger de faktisk ind men bliver sorteret fra, fordi optagelsesprøven er sammensat ud fra kriterier, der gør det umuligt for dem at komme ind - selv hvis de kunne blive gode journalister? 

Hvor journalistuddannelsen altid har stået for Carl som en drøm med en far, der har arbejdet på Jyllands Posten som typograf. Så kan uddannelsen være helt usynlig for unge med en etnisk minoritetsbaggrund, som ikke har referencer til uddannelsen i familien eller netværket. Det kan være en af årsagerne, og der kan være andre. Vi ved det ikke. 

Vi har derfor brug for viden. Og handling. 

FORLØB
Sammen med Abdel Aziz Mahmoud kontaktede jeg derfor Dansk Journalistforbund og de tre journalistuddannelser og havde møder med ledelsen på hhv. RUC og SDU hen over sommeren. Ved et sammentræf fandt jeg ud af, at der også i Norge var ønske om at tage ud til de unge på gymnasierne, og vi holdt i august møde med en leder fra et norsk medie.

Efterfølgende indsendte jeg en ansøgning til Dansk Journalistforbund om støtte til fase et i projektet, der gik ud på at indsamle viden om, hvilke barrierer der er for at vælge en journalistuddannelse, og hvad der skal til for at ændre dette.

FORMÅL
Hvor de unge lige nu skal komme til os i mediebranchen, er min ide, at vi i mediebranhen skal ud til de unge.

Formålet med #SØGIND er at inspirere og tiltrække flere unge med flerkulturel baggrund til journalistfaget og også gerne unge fra forskellige socioøkonomiske baggrunde, unge med handicap og unge fra andre under- og misrepræsenterer grupper. I løbet af projektet skal der skabes dialog med de unge. 

#SØGIND skal synliggøre journalistfaget, nedbryde eventuelle fordomme om faget og motivere og inspirere de unge til at søge ind på journalistuddannelserne og efterfølgende fastholde interesserede unge.

HVAD NU?
Hvor jeg for et år siden håbede at mere viden og bedre kontakt til de unge kunne løse udfordringen, er jeg i dag i tvivl. Tiden går, og imens kravet vokser kravet til mangfoldige og diverse redaktioner. Jeg mener derfor, at det nu er nødvendigt at gentænke hele mediebranchen og skabe langt mere gennemgribende tiltag. Med nye spillere på banen.

Hvis du for alvor ønsker at finde en løsning og er klar til at handle, er du meget velkommen til at kontakte mig.