Lolland – forstået eller forslået

Sidste program i TV2’s serie “På røven i Nakskov” er netop rullet over skærmen og spørgsmålet er nu, om serien efterlader lollænderne forslåede eller forstået.

Programmet vakte nemlig meget debat også inden for journalistikkens egne kredse som på Facebooknetværket “Danmarks bedste nyheder – forum for konstruktiv journalistik”, der er en side jeg har været med til at lave for at fremme fokus på konstruktiv journalistik.

Her er lollændernes eget modtræk mod serien “Lolland-Falster Lovestorm” med næsten 23.000 medlemmer blevet fremhævet som eksempel på et borgerdrevet konstruktivt indspark.

Herefter kom en blog skrevet af lektor Malene Bjerre, der i stedet slår et slag for serien, som hun mener faktisk er et eksempel på konstruktiv journalistik, da den også viser udsatte med resurser og dermed er med til slippe dem ud af offerrollen.

Kan masser af godt blive for meget?

Så hvordan laver vi konstruktiv journalistik om mennesker med sociale problemer?

Er de positive historier, som Lovestorm flyder over med i sig selv konstruktive?
Lukker man ikke øjnene for de sociale problemer ved kun at se derhen, hvor alt fungerer?
Og er konstruktiv journalistik ikke netop at vende de sten, der ligger i vejen for at komme videre, så der bliver banet en ny og bedre vej?

Og hvad med “På røven i Nakskov”?
Er det i virkeligheden den, der er konstruktiv journalistik, fordi serien viser de medvirkende med resurser, som når en familie inviterer andre fattige familier på ferie i en campingvogn i baghaven, selvom de selv – som titlen beskriver det – er på røven.

Glade brikker til et nuanceret billede

Jeg er enig i, at konstruktiv journalistik er andet end positive historier om alt det, der går godt. Men det er også det.

Netop Lolland var for mig i mange år et broget størrelse. Halvdelen af min familie kommer fra Lolland, og selvom mine bedste ferieminder kommer derfra, kender jeg også historien om et Lolland, der lukkede ned, og familiemedlemmer, der efter mange års hårdt arbejde på værftet, sukkerfabrikken eller Ota solgryn stod uden arbejde. Et dystert billede medierne har tegnet af egnen lige siden.

I mange år kom jeg ikke på Lolland. Men så en dag kom en Facebookanmodning fra en kusine og én til, og så gik det stærkt.
Foto efter foto blev posted med nyrenoverede skolegårde med gummibakker og nedgravede trampoliner. Sejlads på et spejlblankt hav. Eller et solstrejf fanget i nogle af forårets første blade på vej hjem fra arbejde.

For de elsker deres ø, og deres billeder blev nye stykker til min mosaik om Lolland og Nakskov og danner nu et mere helt billede.

Ligesom mine familiemedlemmer gav mig et nuanceret billede af vores sydhavsøer, på samme måde er Lovestorm med til at nuancere billedet af Lolland for mange danskere og dermed af de mennesker, der bor der.
Det er for mig konstruktiv journalistik, at vi viser det hele billede og ikke kun det, der ikke fungerer. Derfor er disse historier vigtige og konstruktive.

Løfter låget på offerkassen

Hvad så med serien “På røven i Nakskov”.
Jeg mener bestemt, det er konstruktiv journalistik, at vi som journalister viser mennesker med resurser og på den måde er med til at nuancere vores fælles billede af en gruppe mennesker.

Et sted i programserien ser vi bl.a. en far og tidligere langtidschauffør, der er langtidssygemeldt med mange smerter. Han tager sagen i egen hånd, begynder at dyrke yoga fra nettet og vende sine negative tanker om sin egen situation. Vi ser ham løbe på rulleskøjter rundt i Nakskov med sin søn. Det er et billede af en glad mand, en god far og langt fra et offer.

Scener som den er med til at nuancere billedet af mennesker, der er meget anderledes fra de fleste af os og give grundlag for at forstå hinanden bedre.
Og lige så vigtigt. Efterhånden som vi får et bedre kendskab til nogle af deltagerne, får vi sympati for dem.

Snubler i journalistisk fodfejl

Men selvom serien indeholder vigtige konstruktive elementer, kommer den efter min mening aldrig helt i mål.

Redaktionen snubler nemlig i en vigtig konstruktiv faktor. Nemlig de ord vi bruger.
Hele molevitten bliver pakket ind i titlen “På røven i Nakskov”, og hvor programmerne løfter for låget på den kasse, der står offer på, så er titlen desværre med til at pakke Nakskov og lollændere ned i en anden. Lad mig forklare hvorfor.

I Radio 24syv i programmet “Det vi taler om” fortalte medejer af Koncern Thomas Heurlin, der har fået ideen til serien, at titlen egentlig skulle have været “Det Danmark du ikke kender”.

Det blev imidlertid ikke godkendt, og derfor måtte redaktionen finde på en ny titel. Han fortalte, at de medvirkende selv sagde, at de var på røven. Deraf titlen.

Sjælne besøg skiller sig ud

Det er imidlertid utrolig vigtigt for det indtryk, vi giver af mennesker i medierne, hvilke ord vi vælger.
Vi ved det jo godt. For en titel som “På røven i Nakskov” ved vi godt vækker opmærksomhed.

Men et godt journalistisk produkt, skal jo mere end det.

At udtrykket “på røven” er et udtryk, de medvirkende skulle bruge om deres egen situation, er derfor ikke grund nok til at bruge det som titel.
Netop fordi det er et stærkt udtryk, kommer det til at råbe hos den store del af befolkningen, for hvem udtrykket ikke er en del af det daglige sprog. Det stikker tydeligt ud og på en negativ måde.

Med titlen “Det Danmark du ikke kender” havde fingeren været vendt væk fra en i forvejen udsat egn som Lolland og ville derfor have givet et langt mere generelt indtryk af en problemstilling som en, vi kan finde overalt i Danmark.

Deltagerne til programmet kunne også være fundet rundt omkring i Danmark, som en af mine lollandske kusiner skrev til mig, da jeg spurgte, hvad hendes forslag var til at dække sociale problemer på en måde, der undgik at store dele af en befolkningsgruppe følte sig stigmatiseret.
På den måde ville pegefingeren have været fjernet fra den flade ø, og der ville være kommet mere fokus på problemstillingen end på Nakskov.

Ord lugter, smager og giver billeder

Ordet “røven” giver samtidig sanserne noget at arbejde med. Men hvor et ord som “kardemommeboller” for eksempel giver næsen en liflig duft, øjnene et dejligt kaffebord og tankerne et strejf af mormorhygge, byder et ord som “røven” på et helt andet traktement. Jeg behøver vel ikke skrive hvad..

Så allerede her er sanserne godt i gang med at påvirke vores billeder i en negativ retning.

Hvem ønsker samtidig at “være på røven”. Det er der ingen, der gør. Så her bliver der yderligere lagt en armslænge til lollændere generelt.

Ord smitter af på hinanden

At det så er i Nakskov. Ja.
Med rækken af historier i medierne om Lolland og om det højeste antal borgere på overførselsindkomst, om normadefamilier, om dårlig sagsbehandling af familier med så alvorlige episoder som seksuelt misbrug, om virksomhedsflugt osv. Så er titlen med til at bekræfte et billede, mange allerede har:

I Nakskov og på Lolland er man på røven. Det er endestationen. Røvhullet. Der man tager fra. Ikke der man tager til.

På Lolland er der udfordringer. Bestemt. Men også muligheder. Det er der, hvor roerne gror, og de gror, og de gror, som de synger til familiefesterne. Og også et sted hvor mennesker kan gro og blomstre.

Et sted man ikke kun flytter fra. Men også kan flytte til.

Forestil dig en kampagne der hed “På røven i Nakskov”. Hvor mange tilflyttere ville det give?

Titlen kan derfor godt opleves som en lige højre, og at mange lollændere har følt sig omtumlet og reageret på udsendelserne er derfor til at forstå.

Lyt til dig selv

Der er gode konstruktive elementer i programmet, der efterlader os med en større indsigt i og forståelse for udsatte på Lolland og deres liv.
Men andre der gør, at serien kom til at generalisere, og her har Lovestorm været med til at skabe et mere nuanceret billede.

Det er en utrolig balance at lave denne form for journalistik, hvor vi som journalister går ud og zoomer ind på en gruppe mennesker, der er meget anderledes fra os selv.
Hvor vi selv med de bedste hensigter kan komme til at træde forkert, selvom vi kommer et godt stykke ad vejen.

Derfor er det vigtigt at være bevidst om de journalistiske fodfejl, der kan spænde ben for det og have de rigtige redskaber.
Og altid mærke efter i os selv, hvad der føles godt. Så vi i stedet for at udstille mennesker fremstiller dem ligeværdigt og gør det uden at komme til at sparke til andre på vores vej.