Ny metodebog: Inkluderende journalistik
Vi kan som journalister og medier godt være en af samfundets vigtige røster og samtidig være med til at skabe grundlag for, at alle mennesker får de bedste betingelser for at udvikle sig og få et godt liv.
Hvor ingen skal føle sig udenfor, men i stedet opleve at blive mødt med respekt og tillid. Og det er uanset, om man har et handicap, en psykisk diagnose, en bestemt etnicitet eller religion, har siddet i fængsel, er vokset op på institution, om man hedder Kirsten eller Kristian, kommer fra Varde, Vollsmose eller Vallensbæk, har grønt hår eller ser ud som de fleste.
Man kan selvfølgelig hævde, at det ikke er mediernes ansvar at skabe et samfund, der er inkluderende, og hvor forståelse og tillid mellem mennesker øges. Men vi har som minimum et ansvar for at vise et nuanceret billede af hinanden. Og for at sikre, at vores arbejde ikke forstærker misforståelser, fordomme, stereotyper.
Det betyder noget, hvor gode netop vi er til at nuancere.
Det betyder noget, hvis befolkningsgrupper bliver fremstillet i et overordnet ensidigt lys.
Det betyder noget, hvem der får taletid i medierne.
Det er denne bogs grundlæggende tanke.
Om vi stigmatiserer og splitter. Eller vi løfter og samler.
Der bliver mere og mere opmærksomhed på vores ansvar i forhold til dette. Og ikke mindst på vores traditionelle fokus på konflikt og sensation. Men hvordan gør vi det anderledes?
Det vil jeg med bogen her klæde dig på til at blive bedre til. Mine erfaringer og mit kendskab til medierne har fået mig til at udvikle metoden TrustJournalism. Den giver dig enkle, effektive og frem for alt konkrete redskaber til at skabe et nuanceret og mangfoldigt mediebillede, der understøtter forståelse og tillid mellem mennesker. Redskaberne er lige til at gå til, uanset med hvad eller hvor, du arbejder. Og det handler i høj grad om at udvikle og forfine de arbejdsmetoder, vi allerede har.
Ligesom medierne er en del af problemet, er vi nemlig også en del af løsningen. Det er der flere eksempler på: At medierne giver de nuancer og den indsigt, der er grundlaget for, at mennesker kan forstå dem, der umiddelbart er forskellig fra én selv. Og måske opdager, at der er andre, der har det som dem selv.
Bogen går et spadestik dybere i den journalistiske tankegang. Det handler om at blive bevidst om egne blinde vinkler. Kende de uhensigtsmæssige journalistiske arbejdsmetoder, der risikerer at skabe usikkerhed, frygt og mistillid. Vide, hvordan de billeder, vi skaber, i stedet bliver meget mere nuancerede og mangfoldige. Og skabe inkluderende miljøer, der giver mennesker lyst til at ytre sig og deltage i debatten.
Bogen er samtidig en invitation til at blive bevidst om, at vi har et valg - som enkeltpersoner og som redaktioner og ledelser. Og det er netop de små valg, vi foretager hver dag, der afgør den journalistiske kultur, og dermed også får indflydelse på sammenhængskraften i vores samfund.
Med nye redskaber, en ny bevidsthed og et nyt sprog sætter bogen også en retning for journalistikken, der viser et mere nuanceret og medmenneskeligt billede af hinanden og verden – til gavn for alle.
Læs mere om bogen her