Er jeg svag, når jeg ikke stiller op i radioprogram: Diversitet kommer med journalistisk nytænkning
Lotte Rosdahl til konference om diversitet i medierne
Og så stod jeg der på en konference om diversitet i medierne med en kommentar til en mandlig chefredaktør på scenen og fik tilbage at vide, at jeg var svag.
Hvad var så da min kommentar, der kunne afføde den opfattelse hos ham af mig?
Jo. Hele konferencen handlede om, hvordan vi får flere kvinder på ledende medieposter, som radioværter, og hvordan vi får flere kvinder til at stille op i medierne.
Inden chefredaktøren havde været på scenen, havde en anden oplægsholder fortalt om flere gode initiativer og også om medietræningskurser til kvinder. Til sidst var der mulighed for opsamlende spørgsmål til hele panelet, og det var her, at jeg rakte hånden i vejret fra min plads på tilskuerrækken.
Medietræning eller bedre medier
Medietræning til kvinder er på én måde er fint, hvis det får flere kvinder til at deltage i medierne. Men helt overordnet mener jeg, at det er et demokratisk problem, at man er nødt til at uddanne kvinder og andre underrepræsenterede grupper for at få dem bedre repræsenterede i medierne i stedet for at lave journalistik, grupperne af sig selv vil deltage i.
Jeg brugte et eksempel fra min egen hverdag til at illustrere min pointe, og det var så her, at den mandlige chefredaktør kom ind i billedet.
Mit eksempel handlede om, at jeg en uge tidligere var blevet ringet op af en journalist fra selvsamme radiokanal. Journalisten inviterede mig i en radiodebat om mediernes dækning af MeToo, fordi jeg er medforfatter på en guide til bedre mediedækning af MeToo.
Konceptet for programmet var, at en topadvokat med klienter som Jes Dorph Petersen og Martin Brygmann fik et kvartet til at skyde løs på mig i live radio. Jeg tog en snak med journalisten om advokatens agenda og om hele formatet, men jeg kunne i løbet af samtalen mærke, at jeg ikke lyst til at deltage i et konfrontatorisk setup som dette.
Programmet bygger på en traditionel journalistisk tankegang med nyhedskriterier som konflikt og sensation i centrum. Rav i gaden frem for en nuanceret debat i trygge rammer.
Jeg takkede pænt nej.
Separate programmer til mænd og kvinder
Jeg ser på ingen måde mig selv som svag. Men det gjorde chefredaktøren tilsyneladende. I hvert fald var hans svar til mig, at man skulle kunne stå på mål for sine holdninger, og at svage og usikre debattører jo altid kunne deltage i andre programmer end det, jeg var inviteret til.
Desværre var der ikke tid til at svare ham. Dog nåede jeg lige at sige til ham, at jeg ikke er svag.
Jeg ville gerne have sagt, at hvis det er hans holdning, at programmer som det, jeg takkede nej til, måske ikke er for kvinder som mig. Så måtte det betyde, at han var helt med på, at hans radiostation laver koncepter, der tilgodeser mænd og dem, der er vant til at være i medierne eller deltage i hårde debatter. Hvis det er stationens politik så sig det højt.
Jeg ville også have kommenteret på hans retorik og sætningen om, at man skal turde “stå på mål” for sine holdninger. For hvem har lyst til at stå i målet, hvor der bliver kastet hårde bolde på én. Ikke mig i hvert fald.
Diversitet kommer af at kigge indad
Ønsker vi flere kvinder og andre underrepræsenterede grupper i medierne, bliver vi nødt til at vende blikket væk fra grupperne og kigge venligt mod os selv på redaktionerne.
Og her handler det om andet og mere end at tælle kilder. Nemlig om at kigge vores formater og journalistiske tankegang efter i sømmene.
Vi må skrue ned for dramaknappen, så debattører ikke skal deltager i sort-hvide debatter med en pistol for panden og hjertebanken, så man i stedet for at skulle forsvare sig kan få lov at forklare sig. Og hvor man efter et interview til en journalist ikke risikerer at se sine citater gengivet i en for skarpvinklet artikel, som man hverken kan genkende sig selv i eller ønsker at lægge navn til.
På den måde skaber vi diversitet - ikke med medietræningskurser, men med journalistik, som flere af sig selv har lyst til og mod på at stille op i.
