Mette Frederiksen, stigmatisering og mediernes rolle

Mange af min ene datters klassekammerater i gymnasiet havde etnisk minoritetsbaggrund. Jeg husker stadig en dag, hun kom hjem og sagde: Hvad skal de gøre for at være gode nok? Her tænkte hun ikke på skolen og på klassen, hvor de havde et godt sammenhold, men på samfundet omkring dem.

Der har de seneste dage været talt om, hvorvidt Mette Frederiksen er med til at stigmatisere unge med etnisk minoritetsbaggrund, når hun på et pressemøde siger, at man ikke skal være bange for at tage s-toget hjem "fordi der er 15-17 årige indvandredrenge, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt".

I sætningen bliver de fremhævet som nogen, der er specielt problematiske. Bemærkningen er med til at mistænkeliggøre dem, og idet den ikke afspejler mangfoldigheden inden for gruppen, er den stærkt generaliserende og skærer alle over en kam.

Ordet ”indvandredrenge” skelner samtidig ikke mellem de mange unge, som er anden eller tredje generationsindvandrere. Født og opvokset i Danmark. Med ordet "indvandredrenge" skabes en kategori af udefrakommende. Udefrakommende, der her er en trussel for danskeres tryghed.

Det er en dem-og-os retorik, hvor indvandredrenge er dem, der ikke kan finde ud at opføre sig ordentligt, og danskerne er dem, der kan. Det er derfor den slags bemærkninger, der er med til at stigmatisere og grave grøfterne endnu større.

Man kan selvfølgelig sige, at det jo bare er en lille bemærkning. Men bemærkningen er endnu en lille bemærkning i rækken af små bemærkninger, der er med til at bygge videre på en negativ og unuanceret fortælling om unge mænd med minoritetsbaggrund.

Den risikerer dermed at ramme mange unge med etnisk minoritetsbaggrund, selvom det ikke handler om dem og få dem til at tænke. Hvornår er jeg god nok? Hvornår er jeg bare som alle andre unge i Danmark?

Idet bemærkningen kommer fra Danmarks statsminister, har den samtidig stor vægt og stor gennemslagskraft. Flere medier har bragt artikler med overskrift ala: Mette F: Indvandredrenge må ikke gøre det utrygt at tage S-tog”. Bemærkningen når dermed ud til mange og kan være med til at blåstemple en bestemt og negativ måde at omtale unge med etnisk minoritetsbaggrund i hverdagen; på arbejdet, på uddannelserne, til familiefrokosterne, i hjemmet.

Flere politikere på Christiansborg undrer sig over bemærkningen, og det skulle medierne også gøre. Vi er som medier nødt til at være langt mere bevidste om disse små bemærkninger og ikke blot gentage dem i store overskrifter medie for medie men i stedet gå kritisk til politikere, når de vælger at bruge dem.

Man skal naturligvis kunne tale om problemerne, uanset hvem de vedrører. Men vi skal være opmærksomme på, hvordan vi gør det og gøre det langt mere nuanceret.

For ord er ikke bare ord. Ord skaber virkelighed, og de ord, vi vælger, betyder noget for menneskers syn på hinanden og på sig selv. Og en statsministers ord i en tale til et pressemøde er nøje udvalgte.