Mit håb for 2019 er, at medierne vil holde op med at skævvride vigtige debatter

tegning debatindlæg

Lad os i det nye år på redaktionerne ikke automatisk lede efter konflikten og sensationen, men blive langt bedre til at lytte og undersøge, hvordan vi løser de mange dilemmaer, den nye tid bringer overalt i samfundet.

Forestil dig, hvilket mediebillede vi kan få, hvis målet ikke er konflikt og sensation, men inklusion og samtale. Alt for ofte vinkler medierne imidlertid på det sensationelle i en historie, og det er ikke kun med til at grave grøfter, men også til at afspore vigtige debatter.

Et kig tilbage på 2018 viser således, at det, der ofte fyldte i mediernes dækning af eksempelvis MeToo-bevægelsen, ikke handlede om dem, det går ud over, men om reaktionerne mod bevægelsen. Det viser en optælling, som Kvinfo offentliggjorde på årsdagen for MeToo-bevægelsen, om hvordan danske medier havde fortalt om MeToo.

I kølvandet på MeToo dukkede ordet krænkelseskultur hyppigt op i medierne og kom på alles læber, og i disse historier ser jeg samme tendens.

I stedet for at fokusere på, hvordan vi får et samfund, hvor vi respekterer og inkluderer hinanden, handler mange historier om, hvorvidt vi nu er der, hvor de stærke føler sig begrænset og snart ikke kan sige eller gøre noget uden at komme til at krænke nogen.

For eksempel i programmet ’AK24syv’ på Radio24syv, hvor en standupper problematiserer, at han må tænke en ekstra gang over sine vitser for ikke at komme til at støde nogen. I programmet ’Det vi taler om’ på samme kanal, hvor panelet i 2018’s sidste udgave korsede sig over hele debatten, og en gæst og sanger med et grin på læben fortalte, hvordan en af bandets sange med titlen ’Hottentotterne’ var røget til tops på hitlisterne.

I programmet ’Stegger og Toft’ på P3, hvor en kønsforsker nuanceret folder problematikken ud, men hvor værterne så udfordrer hinanden om, hvorvidt de tør sige n-ordet, hvilket så bliver nævnt fire gange. Og i massiv dækning af enkeltsager, der ender med at skygge for hele problematikken om stigmatisering som for eksempel sagen om ’Den danske sang’ på CBS.

Det er samtidig tankevækkende, at mange af dem, der har fået meget taletid, har været politikere, standuppere, medie- og kulturpersoner, som i forvejen har en offentlig stemme og stor magt i samfundet. Der er en enorm magtubalance mellem dem, der har magtfulde stemmer, og dem, der ingen stemme har.

Det er derfor absurd, at når medierne endelig har mulighed for at fokusere på mennesker, der gennem mange år er blevet krænket og stigmatiseret, så ender det alligevel med, at det er dem med adgang til mikrofonen og magten, der bliver hørt. Og deres synspunkter og behov, der sætter dagsordenen for debatten.

Det er, som om god journalistik stadig handler om at indtage rollen som djævlens advokat. Ved lige at vende tingene 180 grader skaber man lidt rav i gaden og tror måske også, at man belyser en sag bedre.

Er det modigt? Originalt? Nuancerende?

For mig at se ingen af delene. Derimod er det utrolig forudsigeligt og en både forældet og risikabel tankegang.

Medierne er på den måde med til at skævvride en uhyre vigtig debat, så det kommer til at fremstå, som om stort set alle nu føler sig uberettiget krænket over selv de mindste ting. Flere har da også med udgangen af året slået i bordet og sagt, at nu må det være nok. Mens andre igen latterliggør hele problematikken.

Mediernes dækning kan dermed komme til at bremse en vigtig udvikling og i værste fald lukke munden på mennesker, der for længe har tiet stille.

Og det er for dumt, for vi er i en tid, hvor ubevidste fordomme og gamle normer for længe har defineret virkeligheden omkring os, uden at der har været sat spørgsmålstegn ved detHvor minoriteter tager ordet og italesætter oplevelser, de gennem lang tid har følt stigmatiserende. Og hvor kvinder sætter ord på dagligdagens krænkelser og forlanger og forventer selv at kunne sige til og fra.

Det er en ny tid, hvor normerne rykkes, og med det følger også en stribe gråzoner og dilemmaer. Det er de færreste, der med vilje ønsker at skade andre, og vi skal derfor kunne tale med hinanden om, hvordan vi får et samfund, hvor vi udviser gensidig respekt, samtidig med at vi giver hinanden plads.

Vi er nødt til at prøve os frem, og af og til kommer der episoder, hvor medierne naturligvis skal tage debatten om, hvorvidt balancen er ved at tippe. Men proportionerne skal være i orden, så få historier ikke kommer til at afspore en nødvendig debat om ligeværd og stigmatisering.

Mit håb for 2019 er derfor, at man på redaktionerne ikke automatisk leder efter konflikten og sensationen, men bliver langt bedre til at lytte og undersøge, hvordan vi løser de mange dilemmaer, den nye tid bringer overalt i samfundet. Hvor man gør sig umage med at forstå hinanden og ikke gøder en udvikling, hvor man latterliggør hinanden, for dialogen og eftertænksomheden har aldrig været vigtigere end nu.

Debatindlæg i Politiken
Få nyt om inkluderende konstruktiv journalistik i mit nyhedsbrev.



8 Comments

  1. Eddy
    January 6, 2019

    Thanks Kari for stopping by!

  2. EvaGek
    January 6, 2019

    tetracycline

  3. KiaGek
    January 6, 2019

    cipro

  4. EvaGek
    January 6, 2019

    50 mg of trazodone

  5. KimGek
    January 6, 2019

    atarax