Kvindelige journalister tørster efter nye arbejdsmetoder

DSC03871 (1)

Debatten i Mennesker og Medier drejede sig i dag om det stigende antal kvinder på landets journalistuddannelser og med tiden ude på redaktionerne. Blandt andet var 53 procent af de nye studerende kvinder på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus i foråret 2016. I efteråret var tallet steget til 63 procent og stigningen fortsatte i forår 2017.

En klar tendens og en noget højere tal end da vært Kurt Strand i sin tid selv gik på skolen, hvor bare en femtedel af hans medstuderende var af det andet køn.
Det store spørgsmål i programmet var naturligt nok, om det så vil komme til at kunne ses på den journalistik, der fremover vil blive lavet.

For at få svar på det spørgsmål, havde Kurt Strand været omkring Aarhus for at spørge nogle journaliststuderende, hvad de mente. Her var det generelle svar, at det nok ikke ville få så stor en betydning.

Også fra en lektorerne på stedet, Jan Dyberg, var svaret, at forskellen med fare for at generalisere lige nu mest bestod i, at de kvindelige studerende i store træk var mere velforberedte og nok tog opgaverne lidt mere seriøst.

Om der var forskel i forhold til tidligere i valg af emner eller form, var det derimod svært at sige noget om.

Tilbage i studiet sad Dansk Journalistforbunds næstformand Tine Johansen og ph.d.-studerende Martine Bentse klar til også at svare. I Journalistforbundet så man samme tendens, hvor fordelingen af medlemmer nu lå fifti fifti, men 50 procent hhv. kvinder og mænd.

Forskeren kunne fortælle, at når der kunne spores en forskel mellem mænd og kvinders adfærd i studierne gik det på, at når en gruppe skulle vælge redaktør, faldt valget oftest på en mand, på samme måde som pilen pegede væk fra kvinderne omkring bordet, når der skulle findes en interviewer til et kritisk interview med en politiker.

Fra et tidligere afsnit af Mennesker og Medier fik vi at vide, at kvinder var underrepræsenteret som kilder, og at Deadline arbejder med, at flere kvinder fremover kan sætte sig i stolen i studiet, når de forskellige emner skal foldes ud.

Kurt Strand konkluderede, at der nok kommer flere kvinder som kilder fremover, men at det ellers ikke vil få den store betydning med flere kvinder på redaktionerne.

Og det undrer mig, og samtidig stiller jeg spørgsmål ved, om man kan konkludere dette.
Jeg har de seneste fem år arbejdet med at udvikle journalistikken i en konstruktiv og brobyggende retning, og også jeg ser en tendens i forhold til kvinder og mænd.

Jeg ser den hos en af mine bekendte, der brændte for at komme ind på Journalisthøjskolen, og som i dag har skiftet fag og arbejder i en butik, fordi hun efter mange års frustration måtte skifte branche for ikke at brænde ud.

Jeg ser den, hos en af mine kursister, som valgte at blive gymnasielærer, men nu er vendt tilbage som vært på et aktualitetsprogram, som er lykkelig over at høre, at der med den brobyggende konstruktiv journalistik er en anden måde at arbejde på.

Jeg ser den, når jeg holder foredrag eller workshops. Kvinder, der brændte ud og valgte at skifte fag eller vendte nyhedsredaktionen ryggen og fandt sin egen vej som selvstændige.

Jeg ser den hos kvinder, der stadig sidder på redaktionen, men mærker et større og større ønske om at arbejde på en anden måde.

Det kan så bare undre mig, hvorfor de ikke springer ud i det.
Vi er mange, der er trætte af revolver journalistikken, de skarpt optrukne linjer, folk der råber hinanden ind i hovedet med yderliggående holdninger, konfliktfyldte og negative historier, som de fleste af os ikke bliver klogere af.

Historier, der splitter. Os – dem. Det tavse flertal, der ikke bliver hørt og nuancerne, der forsvinder.

Efter at have hørt programmet kan jeg selv komme på fire mulige forklaringer.

Kan det være, at disse kvinder holder sig selv tilbage, som forskeren fortalte om i programmet Mennesker og Medier, hvor det viste sig, at kvinderne faktisk oftest valgte en mandlig redaktør og interviewer ved kritiske interviews?

Kan det være, fordi kulturen stadig er sådan skruet sammen, at det oftest er den traditionelle konfliktkritiske journalistik, der er mest prestige i at lave og vinder de fornemmeste priser?

Kan det være, fordi disse kvinder oplever, at det er for svært at arbejde på en ny og brobyggende måde på landets redaktioner?

Eller kan det simpelthen være fordi, disse kvinder ikke ved, at der er anden tilgang til journalistikken, hvor de i langt højere grad kan være med til at skabe forståelse mellem mennesker i samfundet og dermed sætte dagsordenen på en langt mere konstruktiv måde, der kan nuancere mediedækningen?

Det kan være at svaret ligger i lidt af det hele. Men hvis det handler om, at disse kvinder mangler inspiration og journalistiske værktøjer, er det synd. For de findes faktisk. I den brobryggende konstruktive journalistik.

Det lyder måske langhåret med en ny journalistisk tilgang, men det må trods alt være mere væsentligt for os journalister at skabe forståelse fremfor misforståelse.

 

PS. Jeg møder også mandlige journalister, der sukker efter nye måder at arbejde på. Men størsteparten af dem, jeg møder, er kvinder.

 

Tilmeld dig mit nyhedsbrev om brobyggende konstruktiv journalistik



 

Leave a Reply