Historier om Dovne-Robert ændrer vores syn på udsatte

navy-arbejdsløs-og-stolt

For et år siden overværede jeg et kursus i mindfulness for langtidssygemeldte. Efter sygdomsforløb som for eksempel cancer eller stress var målet at få redskaber til at finde overskuddet igen. På et tidspunkt bliver alle bedt om at fortælle om én god ting, de har gjort for sig selv den forløbende uge. Og det er her, Anette lige så stille begynder at græde.

Anette var vel først i fyrrerne, og havde ifølge underviseren allerede arbejdet, hvad der svarer til et helt arbejdsliv for de fleste af os. Hun var slidt ned og hendes læge havde opfordret hende til at søge førtidspension. Anette fortæller nu, at hun netop har besluttet sig for at søge, men alligevel er hun ked af det.
”Hvorfor” bliver hun spurgt.  ”Fordi jeg skammer mig”, siger hun.

Øger afstanden mellem dem og os
På samme tid raser historierne om ”Dovne-Robert” og ”Fattig-Carina” hen over landet og over de 50.000 kontanthjælpsmodtagere, der stort set aldrig bliver hørt i debatten og måske også mest af alt har lyst til at gemme sig langt væk, til stormen er raset af. Ligesom Anette.

Anette er et eksempel på, hvilke negative konsekvenser vores journalistik kan få for de mennesker, vi fortæller om. Hvordan vi ved at gentage unuancerede historier om bestemte grupper – uden at ville det – kan være med til at bryde mennesker ned og  skabe yderligere afstand mellem “dem” og “os”.

En analyse viste efter Robert og Carina-historierne, at fire ud af ti danskere  havde ændret holdning til kontanthjælpen. Flest til at kontanthjælpen er for høj. Analysen er lavet af phd. studerende Troels Fage Hedegaard, Center for komparative velfærdsstudier på Aalborg Universitet.

Samtidig viser en helt ny undersøgelse nu, at hver 5. dansker mener, at mennesker er i nød, fordi de er “dovne og mangler viljestyrke”. Undersøgelsen har Epinion foretaget for Rådet for Socialt Udsatte, hvis formand Jan Sjursen mener, at det især er historierne om Fattig-Carina og Dovne-Robert, der har påvirket befolkningens syn på udsatte mennesker. Jeg er enig.

Nuancekompasset viser vej 
Psykologisk forskning viser nemlig, at vi utrolig nemt får bekræftet vores fordomme over for mennesker, der er meget anderledes fra os selv, når vi hører noget negativt om dem. Når vi så hører den samme unuancerede historie gentaget igen og igen, er der stor risiko for, at det farver vores syn yderligere.

Faktisk er gentagelsen en så afgørende faktor for, hvordan vores journalistik kan påvirke modtageren, at jeg har valgt den, som en af de fem vigtigste faktorer i “Nuancekompasset”, der er et journalistisk redskab, du kan navigere efter, når du vil lave konstruktiv journalistisk, der nuancerer debatten og fremstillingen af grupper i samfundet.

Men hvad skal vi så?
Skal vi stoppe med at fortælle om problemer, der berører udsatte grupper?
Og tie om mennesker som Robert og Carina?
Nej, det mener jeg ikke. Vi skal fortsat tage fat på problemstillinger som for eksempel mennesker på overførselsindkomst, der ikke vil arbejde, eller som har et højere rådighedsbeløb end mennesker i arbejde. Den debat er vigtig. Men vi skal nuancere debatten og lave konstruktiv journalistik!

Løsning og tillid hånd i hånd
Er du journalist, kan du i stedet ryste posen, når vinklen skal vælges. Lad os fortælle de historier, der graver et spadestik dybere, skaber klarhed og nuancerer. Så vi med vores historier er med til at rette op på skævheder i velfærdsstaten ved at finde holdbare løsninger, samtidig med at tilliden til både samfundet og udsatte grupper bevares.
På den måde undgår vi at stigmatisere en hel gruppe yderligere, så de tør ranke ryggen – også når de i en periode er på overførselsindkomst.

Og Dovne Robert? Ja, han giver foredrag, står i barer og lignende og trives vist fint med at forsøge sig som selvstændig. Anette derimod, ved jeg ikke hvordan har det.